Er du studerende på et af Musikkonservatorierne under Kulturministeriet?

Fulbright Denmark uddeler sammen med Kulturministeriet legater til kandidatstuderende på en af ministeriets videregående uddannelsesinstitutioner, herunder Musikkonservatorierne. Disse legater gives til studerende, som planlægger et studieophold i USA, og legaterne udgør en fantastisk mulighed for at vinkle din uddannelse internationalt, samt at udvikle dig i tæt samarbejde med musikere i verdensklasse.

Netop dette har Fulbright legatmodtager og dansk fløjtenist, Valdemar Ulrikkeholm, oplevet på Carnegie Mellon, som han rejste til med et formål:

”Jeg havde hørt flere koncerter og været til adskillige masterclasses med Lorna McGhee, som er solofløjtenist i Pittsburgh Symphony Orchestra og Artist Lecturer på Carnegie Mellon University. Jeg var så forelsket i hendes spil, at jeg nok var rejst til månen, hvis det var dér, hun underviste. At det skulle vise sig at være et fantastisk universitet i et enormt spændende land var bare en kæmpe bonus.”

Artiklen fortsætter under billedet

Legatstørrelse

60.000 DKK

Varighed

1-2 semestre

Formål

Selvarrangeret eller udvekslingsophold, hvor et fremsendt budget afspejler et finansieringsbehov

Ansøgningsfrist

D. 14. februar 2023, kl. 12

Læs mere

Legatet kan søges af studerende på Musikkonservatorierne og er på 60.000 DKK

Ansøgningsfristen er d. 14. februar 2023

Da Valdemar ankom til Pittsburgh, Pennsylvania, hjembyen for det verdenskendte Carnegie Mellon University, blev han først og fremmest taget godt imod af hjælpsomme og imødekommende amerikanere. Med struktureret og dybdegående undervisning, en enormt inspirerende hovedfagslærer, samt en fantastisk akkompagnatør til rådighed, tog hverdagen snart form for den danske fløjtenist fra Det Jyske Musikkonservatorium.

”Vi skulle optage hver hovedfagstime, og så skulle vi gå hjem at lytte og tage notater. Notaterne gennemgik vi til den følgende time. […] Der var mange fællestimer, hvor vi spillede vanskelige orkesteruddrag og blev trænet i at performe dem foran et publikum. Der var en eksamen i instrumental teknik, så man blev holdt til ilden i forhold til sine etuder, øvelser og skalaer. Niveauet i klassen var ekstremt højt, og der var en klar forventning om, at man skulle øve meget. Derfor var der også tiltag for at afhjælpe eventuelle skavanker, der måtte opstå. Bl.a. kunne man tage Alexanderteknik eller yoga for musikere som valgfag.

Jeg deltog i en masse spændende ensembler og valgfag: kammermusik; barokorkester; ny musik; “The key to Beethoven”, hvor vi studerede Beethovens valg af tonearter og “Woodwind lit and rep”, hvor vi spillede os igennem en masse symfonisk repertoire. Det var enormt stimulerende at være på Carnegie Mellon University, og mit kunstneriske og tekniske niveau rykkede sig markant under opholdet.”

 

Den finansielle støtte fra Fulbright Denmark og Kulturministeret var medvirkende til, at Valdemar kunne nyde sit ophold til fulde uden at skulle bekymre sig om den økonomiske situation. Fordi legatet ikke blot er en pose penge, modtog han også praktisk hjælp fra Fulbright Denmark inden afrejse, og titlen som Fulbrighter var til stor hjælp:

”Man kan mærke en stor respekt omkring Fulbright i USA. Folk er imponerede, når man taler om programmet. Jeg brugte Fulbright-kontoret utallige gange til de talrige praktiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med et studieophold. De var altid kompetente, imødekommende og hjælpsomme. Det er jeg meget taknemmelig for. Fulbright afholdt også en reception, hvor vi fik et foredrag, der skulle klæde os på til at møde kulturchokket, når vi kom til USA. Der er forskel på at studere i Danmark og USA, og det var rart at blive forberedt på.

Der er en del bureaukrati forbundet med at komme afsted, men har du Fulbright til at hjælpe dig, så er du rigtig godt hjulpet. Jeg fik en oplevelse for livet, og jeg har ikke fortrudt det. Jeg kan ikke anbefale et studieophold i USA nok.”

– Valdemar Ulrikkeholm, Fulbrighter 2017-2018

 

Er du interesseret i at søge legatet og læse mere om Fulbright Denmark, så find mere information om legatet og ansøgningsprocessen her.