Nanna Marie Tørring Koefoed, Fulbright 2023/2024. Massachusetts Institute of Technology

Mit ophold på Massachusetts Institute of Technology (MIT) var en fantastisk oplevelse. Jeg tilbragte fem måneder i smukke, historie- og innovationsrige Boston, og tiden fløj afsted. Tidligere planlagte udvekslingsophold var af forskellige årsager gået i vasken, så nu skulle det være.

Udarbejdelse af speciale

Jeg tog til MIT Chemical Engineering, Prather Lab, for at udarbejde mit speciale som afslutning på mit studie på DTU (MSc, Biotechnology). Prather Lab arbejder med forskellige aspekter af syntetisk biologi, og jeg blev en del af teamet, der forsker i udnyttelsen af quorum sansing. Quorum sansing beskriver den måde, hvorpå mikroorganismer kommunikerer ved hjælp af små molekyler. Mikroorganismerne kan bruge denne evne til at koordinere deres respons på eksterne stimuli, og både stimuli og respons er utroligt diverse over domænet. De komponenter, mikroorganismerne bruger til denne kommunikation, kan vi som ingeniører “låne” og bruge til at kontrollere forskellige systemer i vores værtsorganisme. Jeg lykkedes med at implementere et af disse quorum sansing-systemer til at styre en række native gener i E. coli og konstaterede, at quorum sansing-kontrol af genekspression har potentiale til at øge produktionen af en metabolit uden at gå på kompromis med cellens vækst. Balancen mellem øget produktion og vækst er hårfin og et konstant dilemma i produktionen af mange mikrobielt-producerede stoffer. Brugen af quorum sansing til autonom kontrol af vækst versus produktion fremstår som en mulig løsning på dette dilemma.

Massachusetts Institute of Technology

Antal studerende

11.000+

Ranking

Ifølge U.S. News, er Massachusetts Institute of Technology nr. 2 i National Universities.

En helt ny ro

På det personlige plan har jeg fået pustet til en ild – en nysgerrighed på andre mennesker, kulturer og synspunkter. USA, og specielt Boston, er den vildeste smeltedigel af viden, passion og nysgerrighed på verden omkring os, set fra et utal af forskellige perspektiver. Jeg er bestemt ikke færdig med at bo og arbejde i udlandet.

Jeg har også opnået en fornyet respekt for individet. Den gruppe, jeg blev en del af, var fyldt med inspirerende mennesker, der arbejdede på vidt forskellige måder med respekt for hinanden, og på den måde fandt jeg også hurtigt en arbejdsgang, der passede mig. Vi danskere elsker vores teamspirit, men jeg er blevet opmærksom på, at de bedste resultater opnås, når både individet og teamet respekteres i lige høj grad.

Derudover har jeg opnået en helt ny ro. Jeg har erfaret, at jeg kan tage væk fra min danske base, flytte til USA, skrive mit speciale på et af verdens bedste universiteter, få en masse nye bekendtskaber og være et helt og glad menneske – alt sammen på samme tid. Jeg har haft godt af at smide gamle rutiner ud ad vinduet og i stedet “go with the flow”. Der er intet, jeg ikke kan, så længe lysten driver værket. Jeg har tilladt mig selv at lade nysgerrighed og passion være kompas for mine beslutninger fremfor akademisk ambition, og det vil jeg aldrig bytte.

Aldrig alene som Fulbrighter

Når man skriver sit danske speciale på et amerikansk universitet, er der selvfølgelig visse udfordringer. Udover de rent tekniske spørgsmål (hvordan skriver man overhovedet et speciale, hvordan skal det være opbygget, etc.) forlader man også sin danske base og al den støtte, der følger med. Heldigvis er man som Fulbrighter aldrig alene i USA: Jeg mødtes med flere Fulbright-studerende på andre universiteter i Boston under mit ophold, og der opstår hurtigt en særlig samhørighed blandt danskere. I den forbindelse var pre-departure receptionen en fænomenal mulighed for at sætte ansigt på Fulbright Danmark og ikke mindst de andre Fulbrighters. Det er desuden tydeligt, at Fulbright er enormt velanset i USA, og som Fulbright-studerende har du derfor et forspring fra det øjeblik, du træder ind ad døren. Det varmer, men det forpligter selvfølgelig også!

Råd til andre der overvejer et akademisk ophold

Hvis man står foran et akademisk ophold i USA, vil jeg anbefale at begynde forberedelserne i (rigtig) god tid. Mange af processerne ligger uden for ens kontrol, og med papirer, der potentielt skal frem og tilbage flere gange, kan man næsten ikke begynde for tidligt. Samtidig vil jeg anbefale, at man slår koldt vand i blodet. Processerne kan virke uoverskuelige, men der er ingen, der har interesse i at modarbejde dig og dine drømme. Derfor skal man ikke være bange for at spørge f.eks. Fulbright Danmark, tidligere legatmodtagere eller dit værtsuniversitets kontor for internationale studerende til råds. Sidst, men absolut ikke mindst: Husk at nyde dit ophold! Tiden flyver afsted, så sug til dig af amerikanske kulturoplevelser. Personligt udskød jeg min hjemrejse med et par dage for at opleve 4th of July med en stor gruppe herlige mennesker, jeg havde mødt under mit ophold. Det var den vildeste fyrværkerifejring, jeg nogensinde har været en del af, og jeg sluttede altså mit Fulbright-ophold af med et brag!

Læs mere om Fulbright Denmarks legater her.