Har du overvejet at tage på et studieophold i udelandet, men er i tvivl om USA skal være med i overvejelserne?

Mange ting taler for at rejse ud i verden mens du er studerende – nye mennesker, nye steder og oplevelser, nye aktiviteter samt kulturer. Derudover ser det godt ud på dit CV, det giver dig et bredere netværk samt en international profil.

Topuniversiteter med højt akademisk niveau og international genkendelse

De fleste genkender navne som Massachusetts Institute of Technology (MIT), Stanford University, Harvard University, California Institute of Technology (CalTech), Princeton University, Yale University, Cornell University og mange flere – og af god grund. Disse universiteter er alle rangeret blandt top-25 i verden på ”QS World University Rankings 2023: Top Global Universities”. Derudover er universiteter som New York University, Columbia University, Boston University og University of California – Los Angeles nogle af de ledende institutioner indenfor optag og beværtning af internationale studerende på studieophold ifølge the Open Doors Report on International Educational Exchange.

USA har en meget stor gruppe af topuniversiteter med international anerkendelse samt en umådelig bred vifte af akademiske muligheder for deres studerende. Mange af de amerikanske universiteter – også dem som ikke er nævnt her – har generelt et højt fagligt niveau med top-professorer som kan udfordre dig på din faglighed, viden og perspektiver. Det store udvalg af universiteter tillader også, at du kan studere og specialisere dig indenfor lige præcis det område, du har interesse for. Med et udlandsophold i USA har du mulighed for at opnå ny viden og få ny inspiration, du kan tage med tilbage til Danmark.

”Det var i disse klasseværelser, guidet af stjerneprofessorer, og omgivet de dygtigste studerende fra hele verden, at det virkelig gav mening, at have kæmpet så hårdt for en plads på et af verdens bedste universiteter. Det var her, jeg blev udfordret på mit verdensbillede, og fik forfinet min sans for kritik og analyse.”
– Clara Grunnet, Fulbright-studerende 2021/2022

Uanset om du er afsted på et ophold, hvor du tager kurser eller deltager i forskning, står du over for en fantastisk mulighed for at opnå et større netværk. Ved at gøre brug af dine professorers office hours, deltage aktivt i undervisningsdiskussioner, eller blot starte en samtale med din underviser udenfor undervisningen, har du mulighed for at få et mere personligt forhold til dem – noget som til tider er sværere at få herhjemme på de danske universiteter. Det netværk, du opbygger, med dine medstuderende og professorer kan være uvurderligt i fremtiden, hvis du eksempelvis har brug for anbefalinger, sparring ved jobansøgninger eller andet.

Mød en ny kultur hvor du kan få udfordret dit verdensbillede

Den opfattelse, man kan danne sig af et land som USA på baggrund af TV og nyheder, er ikke altid så alsidigt og varieret som virkeligheden. Et forsknings- eller studieophold i USA giver dig mulighed for at lade dig opsluge af og indgå i en kulturel udveksling med nye traditioner, som kan udfordre det verdensbillede, du har dannet dig i de trygge danske rammer, samt give dig nye perspektiver og inspiration igennem et hæsblæsende og internationalt akademisk miljø. Samtidig er du amerikaneres mulighed for at møde den danske kultur, baggrund og traditioner.

”Jeg faldt hurtigt til i hovedstaden og blev også hurtigt omfavnet af den famøse amerikanske venlighed og gæstfrihed. Det har været nemt og naturligt at opbygge venskaber og bekendtskaber, og man bliver hurtigt inviteret indenfor.”
– Emilie la Cour, Fulbright-studerende 2021/2022

Et ophold i USA med Fulbright-programmet

Hvis du er interesseret i at studere eller forske i USA, har du mulighed for at søge legater hos Fulbright Denmark. Fulbright-programmet er anerkendt på et globalt plan som værende ikke blot det største, men også det mest prestigefulde udvekslingsprogram i USA. Når du modtager et legat, bydes du derfor velkommen i et vidtrækkende fællesskab, hvor der medfølger international akademisk anerkendelse og dermed en kvalitetsstempling af dig og din faglighed. Dette fællesskab kan give dig talrige unikke muligheder under dit studieophold i USA samt booste din fremtidige karriere.

Derudover modtager du som Fulbrighter vejledning op til sin afrejse og hjælp med ansøgning af et statsstøttet J-1 visum gennem Fulbright, og du vil have kontaktpersoner i både Danmark og USA til støtte og rådgivning før, under og efter dit ophold.

Information om de forskellige legater samt ansøgningsprocessen kan findes her.