Mikkel Fruelund Odgaard tog i 2024 på forskningsophold til UC Berkeley med støtte fra Fulbright Denmark. Her var han med til at udvikle AI-modeller, der kan bruges til at forudsige forskellige kræftformer, bl.a. brystkræft. I sin fritid fik han genantændt sin passion for trailløb i Californiens smukke nationalparker.
Ny screeningsmodel for brystkræft
Mikkel rejste til USA med det formål at udvikle AI-modeller inden for sundhed, der kunne bruges til at forudsige forskellige kræftformer. Her fandt han et perfekt match i UC Berkeley’s nyligt oprettede afdeling for ”Computational Precision Health”, som havde stor ekspertise på netop dette område.
I samarbejde med eksperterne på afdelingen var Mikkel med til at udvikle en unik model, der bruger data om individet og kombinerer det med data om forældrene til at lave en individuel risikobaseret screeningspolitik til bl.a. brystkræft. Denne model viste sig, ifølge Mikkel, at være meget mere effektiv, end den screeningsmodel, som bruges i dag.
Mikkel mener, at sådan et værktøj vil kunne være med til at fremme sundhedssystemet i Danmark såvel som i USA.


Genantændt passion for trailløb i Californien
I løbet af sit ophold blev Mikkel udfordret positivt både på et professionelt og personligt plan. Hans daglige gang i et nyt forskningsmiljø gav ham et bedre indblik i sin egen arbejdsproces og prioriteringer.
På UC Berkeley blev der nemlig stillet større krav til hans tekniske kompetencer, end hvad han var vant til fra Danmark. Samtidig gav opholdet i USA ham en unik indsigt i den amerikanske kultur, som viste sig at være meget mere alsidig, end han havde forestillet sig.
Alsidigheden var også at finde i den californiske natur, hvor Mikkel nød godt af de mange bjerge og stier til at genoptage sin passion for trailløb. Her løb han sammen med universitetets løbeklub og en lokal løbegruppe på for eksempel The Golden Gate Bridge og i mange forskellige nationalparker.
At være Fulbrighter i USA gav ro i maven
For Mikkel var det en tryghed at rejse afsted med Fulbright Denmark. Det gav ham følelsen af at have et stærkt sikkerhedsnet, skulle der opstå noget uventet. Han fortæller, at Fulbright Denmark havde været meget hjælpsomme inden afrejsen, og under opholdet havde han direkte kontakt til Fulbright i USA også.
Derudover fungerede Fulbright som et kvalitetsstempel, der bidrog til følelsen af at høre til på et af verdens top-universiteter. At være Fulbrighter har endog givet Mikkel en stærkere indgangsvinkel i kontakten med nye samarbejdspartnere.


Er du nysgerrig på at lære mere om vores legater til studerende?
Related
February 12, 2026
Transatlantisk samarbejde og udveksling vigtigere end nogensinde
Mikkel sætter ord på sine gode erfaringer fra Stanford University
February 5, 2026
Fra idéer til forsøg ved laboratoriebænken
Få et indblik i Marcus Diges ophold på Scripps Research i San Diego her
December 1, 2025
Nye input til datalogi- uddannelse på UC Berkeley
Læs om Sebastians oplevelse på UC Berkeley’s Algorithms and Computing Education……





