Mit ophold på Columbia Journalism School har forankret mig i et globalt netværk!

Hverdagen har været fyldt med møder med mennesker fra alle verdenshjørner, som hver især brænder for deres projekter. Samtalerne har spændt fra det helt nørdede faglige til det eksistentielle, og de har givet mig nye perspektiver på både mit eget virke og verden omkring mig. Jeg har set koncerter, udstillinger og teaterforestillinger, der har udvidet min forestillingsevne, og langsomt er jeg begyndt at kunne se mig selv ikke kun som journalist, men som kunstner.

Jeg kom til New York med et dobbelt formål: at udleve en ungdomsdrøm, men også at træde et skridt væk fra den journalistik, jeg havde arbejdet med i flere år. Jeg var nyhedstræt og uden en klar retning. Jeg længtes efter at finde ligesindede, der delte min kærlighed til non-fiktion – både i tekst og lyd – og som ville være med til at skabe en ny form for journalistik, der rækker ud over nyhedsdøgnet. Den mission er lykkedes. Jeg har mødt mine overmænd i alle discipliner – på den bedst tænkelige måde. Det har ikke bare inspireret mig, men også presset mig til at definere, hvad det er, jeg kan, og hvor min styrke ligger.

Gennem mine studier på Columbia Journalism School har jeg fået mulighed for at udvikle en journalistik, der ligger tæt op ad etnografi – en tilgang, der insisterer på langsommelighed, opmærksomhed og nærvær. I mit speciale dykkede jeg ned i et historisk immigrantnabolag, der pludselig havde svunget mod Trump. Det er en larmende gade, hvor gadesælgere og sexarbejdere arbejder side om side under togsporene. Her tales mere end 150 forskellige sprog, og syv ud af ti beboere er født uden for USA. Nabolaget er i konflikt med sig selv.

Mine konklusioner var komplekse og rakte langt ud over det lokale. Jeg så nye migrationsmønstre, kaos i storbyerne efter pandemien og en voksende konservatisme. Alle ønskede at “genoprette Roosevelt” – men ingen kunne blive enige om, hvad det har været, og hvad det skal blive. For mig blev nabolaget et mikrokosmos for et større nationalt spørgsmål, som også ses i Trumps politiske prioriteringer i Washington og i stemmefordelingen i byerne langs den mexicanske grænse.

Det, jeg tager med mig hjem, er ikke blot ny faglig viden, men et styrket mod til at eksperimentere, til at engagere mig uden for universitetets mure og til at stå fast i min faglige identitet. Jeg har lært, at det er i krydsfeltet mellem det akademiske, det personlige og det uventede, at de største erkendelser opstår. Hvis jeg skal give mine erfaringer videre, må det være dette: Kom sulten – der er meget at udforske. Lad dig ikke mure inde bag universitetets grænser, men brug den by og det samfund, du er en del af. Husk, at du skal hjem igen en dag, og hold fast i netværket derhjemme, for det kan blive din bro til nye projekter.

I hele denne proces har Fulbright været en uvurderlig støtte. Det åbner mange døre at kunne kalde sig Fulbrighter, men det gør også noget mere subtilt: det placerer én i et fællesskab af nysgerrige, generøse og eventyrlystne mennesker, som deler en tro på, at idéudveksling kan ændre verden. Jeg kunne aldrig have gennemført dette ophold uden Fulbright – ikke kun på grund af den økonomiske støtte, men også den praktiske hjælp og den tryghed, det gav i arbejdet med immigration og opholdstilladelser.

Med Fulbright står man stærkere, uanset hvor man ender. For Fulbright finansierer ikke blot et ophold – det forankrer én i et globalt netværk af mennesker, der deler en grundlæggende tro på, at udveksling af idéer og erfaringer er et af de stærkeste redskaber, vi har til at skabe forandring.

Læs mere om Fulbright Denmarks legater her.