Med støtte fra Fulbright Denmark var Majsa Stina Grosen i efteråret 2024 på et forskningsophold på University of Michigan, hvor hun ikke kun har styrket sin faglighed men også fået kulturelle oplevelser, der har gjort stort indtryk på hende.

I forbindelse med sin PhD undersøger Majsa hvordan den danske erhvervsstruktur og den økonomiske elites netværk har udviklet sig over de sidste 50 år, og opholdet på University of Michigan har haft stor betydning for hendes forskning.

Majsa forklarer, at universitetets sociologiske institut rangerer blandt de bedste i verden og huser nogle af de mest anerkendte og indflydelsesrige professorer inden for hendes felt. Ved at indgå i det sociologiske institut på University of Michigan har hun gjort store fremskridt i sin forskning og er allerede klar til at dele nogle af sine første resultater i en kommende artikel med titlen De Største Virksomheder og Deres Voksende Magt.

Men opholdet har ikke kun været fagligt berigende. Majsa havde aldrig været i USA før sit Fulbright-ophold, og hun fortæller hvordan opholdet også har gjort stort personligt indtryk på hende:

”En af de store oplevelser for mig var det Amerikanske præsidentvalg i november. Jeg var på udveksling i Michigan, en svingstat, og for mig var det derfor særligt interessant at møde folk fra begge sider af det politiske spektrum, og forstå deres personlige motivationer og politiske begrundelser for at stemme på hhv. Donald Trump eller Kamala Harris.”

Fulbright Student, Foreign Exchange, Study Abroad, Study in the US, University of Michigan, Scholarship
Fulbright Student, Foreign Exchange, Study Abroad, Study in the US, University of Michigan, Scholarship

Store kulturelle forskelle mellem USA og Danmark

Inden Majsas ophold havde hun ikke forventet at møde meget store kulturelle forskelle mellem USA og Danmark. Det skulle dog vise sig at være en forkert antagelse, da kontrasterne mellem Danmark og USA endte med at gøre stort indtryk på hende.

Som økonomisk sociolog syntes Majsa især, at det var spændende at opleve byen Detroit, hvis historie er præget af at have gennemgået afindustrialisering og økonomisk recession. Selv boede hun i Ann Arbor lidt uden for Detroit, og oplevelsen af storbyen var tankevækkende for Majsa, da den store ulighed var en stærk kontrast til den trygge velfærdsstat, hun selv er vokset op i.

En anden stor kulturforskel, som Majsa oplevede, var betydningen af hierarki. Majsa forklarer, at hun i USA oplevede ”et samfund, der på mange måder er mere hierarkisk end det danske, og hvor anerkendelse blandt andet opnås gennem tilknytning til prestigefyldte institutioner.”

Her var det at være Fulbrighter en hjælp. Majsa fortæller, at selvom de fleste Amerikanere ikke kendte til de danske uddannelsesinstitutioner, var Fulbright et program, der vakte genklang som et anerkendt program blandt amerikanerne:

”Jeg oplevede derfor at min status Fulbright legatmodtager i sociale og akademiske sammenhænge kunne fungere som et adgangsgivende ’stempel’ som amerikanerne var bekendte med.”

Er du nysgerrig på at lære mere om vores legater til studerende?

Læs mere her