Holger Bovbjerg, PhD studerende ved Aalborg universitet, har tilbragt 4 måneder på Carnegie Mellon University med støtte fra Fulbright. Med sin forskning fokuserede Holger på at træne AI-modeller til at blive bedre til at retningsbestemme talere i et lydlandskab, hvilket er en vigtig opgave inden for teknologier som høreapparater og hovedtelefoner.
AI-teknologi der forbedrer livskvalitet
Holger og hans forskningsteam i Pittsburgh har arbejdet på at forbedre livskvaliteten for mennesker, der bruger høreapparater. Under sit ophold i Pittsburgh udviklede Holger en innovativ metode, der fjerner behovet for en masse manuelt arbejde og et kompliceret måle-setup, for at samle data til at træne AI modeller – noget der tidligere har været en stor hindring i udviklingen af ny teknologi. Ved test af metoden, observerede han og hans team klare forbedringer af modellens evne til at retningsbestemme talekilder, der kan hjælpe folk med at fokusere på specifikke lydkilder, som f.eks. en samtalepartner i et støjende miljø.
“Ved at bruge den metode, kan man træne AI modeller, bare ved at optage en masse lyd, uden behov for at annotere positionen af dem der siger noget eller hvad der bliver sagt. På den måde åbner metoden op for, at man nemmere kan skalere mængden af træningsdata, hvilket er essentielt for at ende med en god AI model.”
Meget mere end et forskningsophold
Udover det faglige løft, som Holger fik gennem sit ophold, var det også en berigende oplevelse på et personligt plan. Som en der aldrig tidligere havde besøgt USA, blev Holger hurtigt opmærksom på de kulturelle forskelle, og især på USA’s multikulturelle sammensætning.
“Først og fremmest var det lærerigt at opleve et andet akademisk miljø end jeg havde været vant til. Noget jeg bemærkede med det samme da jeg ankom, var hvor multikulturelt et land USA er sammenlignet med Danmark. ”
Ved at besøge universitetet i Pittsburg har Holger også haft mulighed for at sidde med til møder med de helt store kanoner inden for udvikling af ny teknologi, nemlig Google og Amazon.
Desuden har Holger fået meget ud af at undersøge historiske forhold i Pittsburgh, særligt byens rolle i udviklingen af stålindustrien og dens indflydelse på USA’s økonomi. Denne historiske forståelse berigede hans ophold og gav ham en dybere forbindelse til det sted, han befandt sig i.
Holger opfordrer andre, der overvejer et akademisk ophold i USA, til at tage sig tid til at forstå den lokale historie og kultur.
“Hvis man overvejer et akademisk ophold i USA, synes jeg først og fremmest at man skal sørge for at afsætte tid under sit ophold til at forstå historien bag det sted man er kommet hen. Derudover, skal man være nysgerrig overfor at lære en ny kultur at kende, og samtidigt synes jeg også gerne man må vise sin danske kultur. “

Fulbright åbner døre
Fulbright Danmark var en central støtte under Holgers ophold – særligt inden afrejse. Assistance i forbindelse med visumansøgning og nødvendige dokumenter lettede mange praktiske opgaver. Derudover gav den økonomiske støtte en større frihedsfølelse:
“Under forberedelsen til mit ophold var der en masse ukendte faktorer, som jeg skulle have styr på. Her var Fulbright behjælpelig i hele processen. Specielt var det rart at kunne få hjælp til de mange dokumenter som skal anskaffes i sammenhæng med visumansøgningen. Derudover betød den ekstra økonomiske støtte, at jeg kunne fokusere mere på at få mest ud af mit ophold i USA, og endda have overskud til et par kulturelle oplevelser, såsom at tage til en NHL-kamp. ”
Holger fortæller også, hvordan han som Fulbrighter mærkede en særlig anerkendelse og fællesskab i USA. Muligheden for at netværke med andre Fulbright-legatmodtagere var en ekstra bonus ved opholdet.
“Som Fulbrighter i USA kunne man mærke, at der var en vis anerkendelse af det at være Fulbrighter, ligesom der var mulighed for at danne netværk med andre Fulbrightere.”
Holgers ophold i Pittsburgh har ikke blot været et fagligt højdepunkt, men også en oplevelse, der har beriget hans personlige og kulturelle forståelse. Fulbright-programmet har været en uvurderlig støtte i denne rejse, og Holger ser tilbage på opholdet som en oplevelse, der har givet ham både nye færdigheder og en ny forståelse af verden.
Er du nysgerrig på at lære mere om vores legater til studerende?
Related
February 21, 2024
Test af en ny turbulens-model – Stanford University
Læs om Fulbrighter, Christoffer Hansens udlandsophold på Stanford University
May 28, 2019
Exoplanet Exploration
Fulbright Denmark gave me an incredible opportunity to engage in cutting edge…
April 25, 2019
Harvard University
Being a ‘Fulbrighter’ provides one with a network of ambitious like-minded people…