Christoffer Hansen, Fulbright 2023/2024, Stanford University

Mit ophold ved Stanford’s Center for Turbulence Research (CTR) har været vigtigt for mig af flere grunde. For det første har opholdet udviklet mig som person, da jeg aldrig før har rejst meget eller boet udenfor Danmark. Derudover har opholdet i USA givet mig en bedre forståelse af både amerikanere og det amerikanske samfund. Endeligt har opholdet været en unik mulighed for at etablere en mere international vennegruppe.

Simulering at turbulente flows

Min forskning fokuserer på simulering af turbulente flows. Det kunne f.eks. være vindens flow gennem en vindmøllepark eller over en bil. Målet med mit ophold ved Stanford University var at teste en ny turbulens-model udviklet under min PhD til brug i large-eddy simulations (LES) som er en state-of-the-art metode til at simulere turbulente flows. Denne nye model har vist lovende resultater ift. konventionelle modeller i simple geometrier, men før opholdet ved CTR var den endnu ikke blevet testet i komplekse geometrier. Under mit ophold ved CTR implementerede jeg denne model i CTR’s flow solver CharLES og testede modellen for et turbulent flow med en kompleks geometri. Resultaterne viste at den nye model og de konventionelle modeller klarede sig lige godt i dette tilfælde. På trods at dette lidt negative resultat har disse simuleringer sammen med vigtigt input fra CTR’s forskere givet en klar vej fremad ift. hvordan den nye model kan forbedres yderligere. Resultaterne af disse simuleringer vil også blive udgivet som en teknisk rapport i CTR’s Annual Research Briefs 2023 under titlen: Wall-modeled LES of the Gaussian bump using the POD-mode-augmented wall model.

Stanford University

Antal studerende

17.000+

Ranking

Ifølge U.S. News, er Stanford University rangeret nr. 3 i National Universities og nr. 4 i Best Value Schools

Repræsentant for Danmark

Det har været en ære at være repræsentant for Danmark ved Stanford University i USA igennem Fulbright Denmark. Jeg har derfor også gjort mit bedste for at være positiv og åben igennem hele oplevelsen og overfor alle de mennesker jeg mødte undervejs. I forbindelse med planlægningen af mit ophold har Fulbright Denmarks hjælp været utrolig vigtig. Deres informationskurser før rejsen, hjælp med visa, og tilgængelighed under opholdet gjorde at hele den praktiske side var langt nemmere, end hvis man skulle have fundet ud af det hele selv.

Spring ud i det

Jeg vil klart anbefale folk at springe ud i det selvom det kan være lidt skræmmende at skulle så langt væk hjemmefra. Når man først er kommet afsted, er det virkeligt det hele værd. Jeg vil også kraftigt anbefale andre at søge et Fulbright scholarship til at støtte dem med deres ophold givet min egen utroligt positive oplevelse med Fulbright Denmark. Derudover vil jeg anbefale andre at bruge god til på at planlægge hvad de vil se i USA udover det rent akademiske, da man ellers hurtigt kan blive opslugt af ens arbejde mens man er afsted.

Læs mere om Fulbright Denmarks legater her.

Team photo