fbpx
Print

Massachusetts Institute of Technology

Af Martin Lahn Henriksen, Fulbright 2018/2019 

Lad mig først slå fast, at når man får en unik mulighed for at komme på et eliteuniversitet som Massachusetts Institute of Technology (MIT), så får man det til at fungere, om man så skal krydse de højeste bjerge eller det farligste vand. Men selv med en aftale i hus, er vejen dertil stadig meget kringlet, og der er en masse deadlines med universiteterne og visumansøgning. Her var Fulbright noget helt specielt, hvor jeg faktisk nåede at værdsætte støtten og hjælpen med alle ansøgninger mere end de penge, der fulgte med – pengene gjorde et godt ophold til et MEGET godt ophold, men de ville være værdiløse, hvis jeg ikke var kommet afsted. Det er dejligt at have en støtte, hvor intet spørgsmål er for lille til at blive besvaret, og det har været en kæmpe hjælp. I forbindelse med forberedelse, afrejse og ankomst, så var MIT også selv meget professionelle. Jeg blev taget utroligt godt imod, selvom jeg var en ”alien” mere end 5700 km væk hjemmefra. Ift. bolig og mad, så er Boston/Cambridge utroligt dyr at bo i, grundet eliteuniversiteterne MIT og Harvard, men også fordi de store medicinfirmaer holder til her, så det kræver en rimeligt solid økonomi at overveje at tage hertil. Opholdet bliver godt under alle omstændigheder, men pengene gør at det bliver ekstra godt, da man også tør prøve lidt flere ting uden at vende og dreje hver en mønt.

Jeg blev en del af en arbejdsgruppe ledet af en meget ung professor, Jeremiah Johnson, men der var bestemt en grund til, at han var havnet, hvor han er. Jeg havde forventet en benhård slavepisker, der skulle have mest muligt ud af arbejdskraft til låns, men virkeligheden var meget anderledes, end hvad jeg havde frygtet. Jeremiah er et geni af den fineste støbning og havde både medmenneskelige kompetencer, nærvær og empati samt en fantastisk måde at motivere sine folk på. Et af hans skøre tiltag, i hvert fald for mig, var at holde julefrokost først på en restaurant og efterfølgende på en karaokebar. Gruppemedlemmerne havde ikke savklinger på albuerne, men forsøgte alt hvad de kunne for at involvere sig og bringe alle projekter fremad. Dette har gjort, at jeg havde et fantastisk arbejdsmiljø og kunne tilegne mig en masse viden på meget kort tid. Arbejdsdagene var typisk 10-12 timer (8 morgen til 18-20 aften) i hverdagene og mindre i weekenden. Ikke fordi jeg følte, at det var tvunget eller forventet, men blot fordi jeg havde en masse, jeg gerne ville prøve og undersøge, mens jeg havde chancen.

Jeg lærte hurtigt, at amerikanerne har en anden mentalitet end danskerne både på godt og ondt. Mange af dem bliver gift i en ung alder og det gør også at de prioriterer deres fritid anderledes. Der var nogle gode gruppeaktiviteter én gang om måneden, men ellers så så jeg ikke meget til dem i fritiden. Det er forståeligt, at de prioriterer familielivet, men for mig som ny, der prøver at skabe sociale relationer, gjorde det det ekstra svært at komme ud og snakke med folk og evt. drikke en øl. Jeg opsøgte andre tilflyttere og amerikanere, hvor jeg boede, og dem endte jeg med at bruge meget af min fritid med, hvilket også var rigtig dejligt! Et godt tip er derfor at være opsøgende – der er flere grupper på Facebook (også med danske netværk), så man har nogen at lave lidt fis og ballade med. Jeg er meget vant til at lave mad selv, så det er utroligt nemt at imponere andre selv med noget så simpelt som æg og bacon, da de er vant til ”prepared meals”. Boston i sig selv er en dejlig og spændende by, og der er masser af ting at tage sig til. Jeg nåede at se Red Sox-baseball i Fenway-parken, Celtics-basketball og Kevin Hart i TD Garden, Mø i House of Blues, samt utallige ture rundt om Charles-floden i al slags vejr. Ligeledes er der ikke langt til andre steder som White Mountains i New Hampshire, Niagara Falls og New York eller en tur til Washington D.C.

Jeg vil varmt anbefale alle at tage af sted og få en oplevelse for livet!