fbpx
Print

City University of New York

Af Thomas Jul Kirkegaard-Larsen, Fulbright 2017-18

Jeg er ph.d.-studerende i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet med et projekt der – meget kort sagt – forsøger at få to, separate musikfaglige traditioner til at snakke bedre sammen: en europæisk tradition og en anglo-amerikansk. Derfor vidste jeg allerede fra den dag, jeg fik ph.d.-stipendiet, at et forskningsophold i USA, hvor jeg kunne komme ind under huden på deres faglige tradition, var helt vitalt for mit projekt. Ideelt skulle opholdet foregå i New York City, da jeg allerede havde etableret kontakt til en professor på Graduate Center, City University of New York, som er bivejleder på mit projekt. Men med to små børn og en kone var det en næsten uoverskuelig plan, både økonomisk (New York er jo en dyr by) men også hvad angik al den nødvendige planlægning: hvordan skulle jeg nogensinde få råd til at bo i New York med min familie, og hvordan skulle jeg nogensinde få styr på de mange formaliteter, regler om visum, bolig og så videre? Her var Fulbright en enorm hjælp, både for økonomien og for planlægningen, og det er jeg meget taknemmelig for. I det følgende vil jeg skrive lidt om forløbet fra start til slut – fra legatansøgningen til hjemkomsten til Danmark igen.

Legatansøgningen

Jeg vidste, at der ville være hård konkurrence om de prestigefyldte Fulbright-legater, men der var ikke andet for end at kaste sig ud i det. Desuden så jeg ansøgningsprocessen som en sund øvelse i faglig formidling. Mit ph.d.-projekt handler om meget fagspecifikke problematikker, som kan være vanskelige at formidle for ikke-fagfæller, men hvis mit projekt skulle støttes økonomisk, var jeg tvunget til at formidle det bredere – og siden har jeg kun været glad for denne lærerige formidlingsøvelse. Jeg var mig desuden bevidst om at min ansøgning ville være én blandt rigtig mange hos Fulbright-kommissionen, så jeg forsøgte at få den til at skille sig ud. Jeg skrev, indspillede og vedlagde et korarrangement af et mash-up af Danmarks og USA’s nationalsange som et lydligt symbol på mit projekt med at få disse forskellige musikfaglige traditioner til at snakke sammen. Om dette kreative indslag har gjort nogen egentlig forskel for kommissionen ved jeg jo ikke, men jeg forestiller mig, at det da i hvert fald har gjort, at man har kunnet huske ansøgningen – og det kan ikke være helt dårligt.

Thomas på Brooklyn Bridge i New York City.

Planlægningen

Som allerede nævnt var de mange formaliteter som møder en, når man vil rejse til USA og forske – og endda vil have sin familie med – næsten helt uoverskuelige for mig. Især var det lidt nervepirrende, at min kone havde termin med vores barn nummer to ret kort tid inden vi skulle rejse, og vi kunne jo først tage visumbillede og besøge den amerikanske ambassade i København, når barnet var født. Her kan jeg ikke understrege nok, hvor stor en hjælp Fulbright var. De hjalp mig med at forstå de mange formaliteter, at lægge en tidsplan og stod altid klar med hjælp ved telefonen, hvis jeg havde nogle spørgsmål undervejs i processen (og det havde jeg!). Undervejs fik jeg også at mærke hvor vigtig og prestigefyldt en organisation Fulbright er i USA. På den amerikanske ambassade ønskede manden bag skranken mig stort tillykke med Fulbright-legatet og stemplede hurtigt min og min families papirer. Senere viste det sig, at ambassaden havde lavet en fejl: Min kone havde fået udstedt en forkert type visum, og der var ikke længe til afrejse. Da jeg opdagede det, ringede jeg straks til Fulbright, der få minutter senere havde lavet en hasteaftale med ambassaden, så hun kunne få den korrekte type. Med Fulbrights hjælp løste sagen sig altså på ingen tid, og jeg tør ikke tænke på, hvad det havde krævet af tid i telefonkøer og viderestillinger, hvis jeg selv skulle have ordnet dette med ambassaden.

En af mine store bekymringer var naturligvis at finde en bolig i New York, der kunne huse mig og min familie, og som ikke var alt for dyr (for det er der meget, der er i New York!). Jeg sendte en ansøgning til “International House” – et sted, hvor der bor mennesker fra hele verden, som studerer eller forsker i New York – og jeg er ikke i tvivl om, at dét, at der stod “Fulbrighter” på mit CV, var en af grundene til at min ansøgning gik igennem: Der var nemlig adskillige Fulbrightere fra andre lande, som også boede i lejligheder i International House.

Graduate Center lige i New Yorks hjerte, ved siden af Empire State Building.

Opholdet

Rent fagligt var mit ophold fantastisk. Jeg deltog ugentligt i flere ph.d.-kurser, havde ugentlige møder med min bivejleder, tog til konferencer, seminarer og forelæsninger på både Graduate Center (som jeg var tilknyttet) men også Columbia University og New York University, som holdt rigeligt med åbne faglige arrangementer. Undervejs præsenterede jeg noget af min egen forskning på en musikteorikonference, og jeg var så heldig at vinde en videnskabelig pris for dette oplæg samt en længere, skriftlig artikelversion (The Patricia Carpenter Emerging Scholar Award). Det var helt fantastisk at få mulighed for at komme ind under huden på den amerikanske fagtradition på en måde, som ikke lader sig gøre på afstand, samt at mærke at min egen forskning blev anerkendt.

Jeg var spændt hårdt for i hverdagene (det var svært ikke at blive opslugt af newyorkernes egen ret hårde arbejdskultur), men weekenderne blev holdt hellige, så min familie og jeg kunne gå på opdagelse i den fantastiske by. Som musiknørd nød jeg også godt af, at New York er den musikalske hovedstad, som den er – og især i min egenskab af Fulbrighter. Gennem Fulbright blev jeg nemlig inviteret til alverdens spændende arrangementer, bl.a. tre ture i The Metropolitan Opera, hvor jeg ganske gratis havde nogle af turens største oplevelser og desuden fik mulighed for at møde en masse andre Fulbrightere fra hele verden.

Alt i alt var mit forskningsophold en fantastisk tur, som betød at mit netværk – både det faglige og det sociale – blev udvidet betydeligt.

Hjemkomst

I dag er det utroligt at tænke tilbage på alle de oplevelser, jeg og min familie havde i vores fem måneder i New York, og alt det, jeg lærte af opholdet. Det er svært at sætte ord på det hele i en kort rejserapport. Vores lille eventyr er slut, men Fulbrighter bliver jeg ved med at være – og det er jeg glad for.