Print

Stanford University

af Anne-Line Koch Helsø, Fulbright 2016-17

Først og fremmest en kæmpe tak til Fulbright-programmet for at muliggøre mit besøg på Stanford i efterårssemesteret 2016. Besøget har uden tvivl været højdepunktet i mit Ph.d. program, og har på alle parametre overgået mine forventninger – Stanford, og Californien, er virkelig et besøg værd, og jeg vil anbefale alle, som har muligheden, for at gøre det samme.

Som et led i mit ph.d.-studie ved Københavns Universitet i Økonomi, bar mit ophold præg af at være et forsknings-relateret besøg. Jeg fulgte derfor kun (ganske uofficielt og uden at tage eksamen) et enkelt ph.d. fag, da jeg også gerne ville prioritere tid til forskning, seminarer osv. Faget var af meget høj faglig kvalitet, og underviseren er en af verdens førende forskere inden for feltet, så det var meget udbytterigt. Derudover var det også rart at have nogle faste skemalagte indslag i en ellers meget udefineret hverdag, uden andre faste forpligtelser. En anden fordel var, at jeg igennem faget fik kontakt til de andre ph.d. Studerende på Stanford, og på denne måde hjalp det gevaldigt på at få oprettet et netværk af kolleger og nye venner. Af disse grunde vil jeg helt sikkert anbefale andre forsknings besøgende at følge i hvert fald ét relevant ph.d.-fag.

Derudover gik meget af tiden også med at følge forskellige seminar-rækker, hvor både studerende og professorer præsenterede deres forskning. Kvaliteten af disse seminarer er ekstremt højt, da et universitet som Stanford har muligheden for at tiltrække forskere i verdensklasse – man kan meget hurtigt føle sig ”star-struck” på et universitet som Stanford, og det er svært ikke at blive grebet og inspireret af den store dedikation, som studerende og ansatte på Stanford har for deres forskning. Selv var jeg så heldig at få lov at besøge en af verdens førende forskere, som tog rigtig pænt imod mig, og på trods af sit meget travle program satte tid af til at høre mig præsentere mit arbejde og vejlede mig i mine nye projekter.

Én af de største gevinster ved mit besøg på Stanford har dog midlertidig været de forskningsprojekter, som jeg startede op under mit besøg – både alene og i samarbejde med ph.d.-studerende på universitetet. De mange spændende seminarer, undervisningen og det faglige miljø generelt har været en kæmpe stor inspirationskilde til at starte nye projekter. Og det har været super spændende at få lov til at arbejde med de studerende herovre, som er både dygtige og ambitiøse. Vores samarbejdsprojekter har desuden betydet, at jeg har fået lejligheder til at besøge Stanford igen, for at følge op på det fælles arbejde.

I det hele taget har jeg oplevet at de Ph.d. studerende på Stanford har været meget åbne og inkluderende – det kunne vi vist godt lære lidt af i Danmark. Det hjælper naturligvis gevaldigt, at alle snakker Engelsk, og da de studerende kommer fra hele verden (kun ca. en tredjedel af de studerende er fra USA), så er alle i samme båd mht. at være langt væk fra familie og vennerne ”derhjemme”, og det bidrager til mange tætte venskaber og sociale arrangerementer i Ph.d. miljøet, som gør det noget nemmere at være besøgende.

Det har været meget tydeligt for mig at mærke den kæmpe respekt der omringer Fulbright-programmet, særligt i USA. Når folk har hørt, at jeg er visiting Fulbright scholar, så var reaktionen som oftest et kæmpe ”wow” og ”tillykke”, og dét har været et virkelig brugbart ”kort” at have på hånden, hvis man gerne ville imponere både faculty og de studerende. Derudover har jeg også deltaget i flere Fulbright-arrangementer i San Fransisco, hvor jeg lærte andre besøgende at kende uden for ”økonom”-boblen. Her var det tydeligt at mærke et stærkt fællesskab og en kæmpe nysgerrighed for at lære andre Fulbrightere at kende.

Stanford og omegn er utrolig dyr at bo og leve i, og Stanford tilbyder ikke student housing til besøgende, så der er man overladt til sig selv. Jeg valgte, at oprette en ”søger værelse” annonce på Craigslist, med billede og beskrivelse, og her var jeg heldig at finde et værelse tæt på Campus. Man skal være forberedt på at give USD 1100 eller mere for et værelse, hvor man deler bad og køkken med andre. Dog vil jeg helt sikkert anbefale at finde noget i cykel-afstand fra Campus, da offentlig transport og campus-parkering er super besværligt.

Alt i alt har det været utroligt spændende og givende at besøge Stanford, som er et virkelig smukt og inspirerende sted at besøge. Heldigvis har jeg også,  i løbet af de knap 6 måneder mit besøg varede, fået en masse gode grunde til at vende tilbage til Stanford.