Print

Johns Hopkins University

Af Jeppe Damgaard Rothuizen

Indledning

I efteråret 2016 var Fulbright Kommissionen med til at muliggøre min drøm om at læse på Johns Hopkins Universitetets Center for Advanced Governmental Studies i Washington D.C.. Opholdet står tilbage i min erindring, som det måske mest enestående kapitel i mit liv. I denne rejseberetning vil jeg beskrive, hvorfor jeg ville afsted til den amerikanske hovedstad, hvad jeg oplevede på et amerikansk eliteuniversitet, og hvordan jeg planlagde opholdet. Endelig vil jeg reflektere over, hvorledes Fulbright gjorde en forskel for mit ophold, og hvorfor du også bør søge.

Min motivation for at studere i Washington

I sommeren 2015 blev jeg bachelor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Jeg vidste, at jeg på min kandidat ville specialisere mig i intra- og international sikkerhed, og at jeg ville tage lære af nogle af de dygtigste praktikere og akademikere på området. Dette kunne ikke lade sig gøre på Aarhus Universitet alene. Derfor søgte jeg ud. I første omgang for at gennemføre et praktikophold ved Danmarks faste repræsentation til NATO, og i anden omgang for at studere sikkerhedsstudier på Johns Hopkins Universitetet i Washington.

Min ambition om, at det lige nøjagtigt skulle være Johns Hopkins Universitetet beror på, at Washington er sikkerhedspolitikkens hovedstad og universitetets professorer stort set alle har karrierer bag sig fra de øverste lag i den amerikanske administration. Det er derfor et sted, hvor sikkerhedspolitikkens akademiske univers og dens virkelige verden krydser klinger, forsones og til tider forenes. På universitetet havde jeg fag i ikke-militær krigsførelse, moderne kontraspionage og avancerede analysedesigns for efterforskning.

Undervisningen var på et højt teoretisk niveau, men havde i modsætning til, hvad jeg er vant til fra Aarhus Universitet også et enormt praktisk sigte. Det var meget klart at universitetets undervisere selv havde været ledere i den amerikanske centraladministration, og at mange af de studerende allerede havde erfaring fra den amerikanske centraladministration og videreuddannede sig for at kunne kravle endnu et trin op.

De største oplevelser og hverdagen

Der er mange oplevelser, som jeg her kunne fremhæve: det amerikanske valg, oplæg af nogle af sikkerhedspolitikkens største ansigter, Thanksgiving hos en amerikansk familie, en karrieresamtale i Dwight D. Eisenhowers gamle hangout, og muligheden for at vise Washington og dens forevigelse af den amerikanske historie til kæreste, familie og venner. Men når jeg tænker tilbage er det ikke de store engangsoplevelser, der fylder mest. Det er i stedet den magiske hverdag, som jeg var så privilegeret at have gennem mine godt fire måneder på den anden side af dammen.

Under mit ophold var jeg så heldig at finde et værelse i bydelen Georgetown, der nærmest er sin egen landsby i udkanten af Columbiadistriktet, men med kun en halv time til fods til det hvide hus i centrum af byen. Det betød, at jeg kunne bevæge mig meget frit rundt til fods og kollektiv transport. Universitetet havde campus på Massachusetts Avenue i tænketanks og ambassadekvarteret i byen med en gåafstand på cirka tre kvarter fra mit værelse.

Der var høje krav for at deltage i undervisningen på universitetet og en lang række løbende afleveringer, så på en typisk hverdag tog jeg hjemmefra omkring 0830 og var først hjemme igen omkring 2100. I løbet af dagen brugte jeg så tid på universitetets bibliotek, Starbucks, tænketanksarrangementer og undervisning. Det var enormt intensivt, men det ekstremt motiverende miljø gjorde, at en studieuge på den gode side af 60 timer på ingen måde væltede en omkuld.

Når jeg ikke studerede var jeg ude og opleve den smukke arkitektur, en masse museer med fri entre, NFL og bylivet med mine room mates i Georgetown. I Washington er vejret næsten altid godt, så der var sjældent nogen undskyldninger for bare at hænge på værelset. Washington ligger hjem til the National Mall, som er en flere kilometerlang park, af monumenter og museer, der forbinder Lincoln Memorial og Kongressen. Men derudover har byen også meget andet og mindre formelt at byde på. Der er mange interessante og unikke bydele, med spændende forretninger og cafeliv, og der foregår alle weekender adskillelige gratis arrangementer rundt omkring i byen, der skal opleves frem for beskrives!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Planlægning, planlægning, planlægning

Et studieophold i USA skal forberedes i god tid – gerne et år i forvejen. Det er der en række årsager til: for det første er der krav om forskellige tests for at kunne ansøge på de fleste universiteter, og for det andet skal have et studievisum på plads for perioden, og for det tredje er der mange omkostninger forbundet ved at bo og studere i de større amerikanske byer.

Jeg har ikke tal på, hvor mange timer og kroner, som jeg samlet har brugt på at få alt på plads, men processen stod på i ca. et år, og der dukkede konstant dokumentationskrav og lignende, som jeg skulle forholde mig til op. Men i sidste ende er det enhver anstrengelse værd, og jeg ville gøre det igen til enhver tid, så det er min klare opfordring, at man ikke lader sig skræmme af det omfattende bureaukrati, som gennemsyrer hele planlægningsforløbet, når man vil studere i USA som freemover. Det er et vilkår for at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Fulbright som kæmpen hvis skuldre man står på

Med en stor indsats – og en ordentlig portion held – lykkedes det mig at blive en af de privilegerede modtagere af et Fulbright-legat i sommeren 2016. Det har jeg svært ved at udtrykke, hvor taknemmelig og beæret jeg egentlig er over, for det gav både et økonomisk og et åndeligt løft til mit ophold.

Det giver sig selv, at med en udsigt til udgifter på den gode side af 150.000 kroner for et semester, at det betyder noget, at nogen har lyst til at forære dig økonomisk støtte til dit foretagende. Men derudover, så lettede det også hele visum-processen gevaldigt, fordi Fulbright er en statssponsereret udvekslingsaftale, og alle involverede derfor bliver meget mere medgørlige i forhold til at få tingene til at gå op. Derudover vil jeg også fremhæve både Marie og Anne (mine to kontaktpersoner) som to enormt sympatiske mennesker med et stort overblik og overskud før, under og efter mit ophold.

Derudover må jeg også indrømme, at jeg blev overrasket over betydningen af, at kunne sige, at man var en såkaldt fulbrighter. I Washington blev jeg hurtigt klar over, at der lå en ret stor prestige i dette fra mine room mates, medstuderende og undervisere. Det åbnede en række døre, fordi man blev inviteret til eksklusive begivenheder på ambassader og rundt om i byen. Dette benyttede jeg mig kun af i begrænset omfang, men det var meget klart, at alumni-netværket for Fulbright er særdeles stærkt, og jeg har hørt om flere, der landede job gennem netværker efter deres ophold.