Print

Columbia Journalism School

Christian Erin-Madsen nederst i højre hjørne. Fra hans ophold på Columbia Journalism School.

Af Christian Erin-Madsen, Fulbright 2016/17

Det har været en forrygende, og yderst udviklende, rejse for min fremtidige karriere at bo i New
York og læse på Columbia Journalism School. En helt essentiel del af mit ophold kan tilskrives,
at jeg havde et Fulbright-legat i ryggen.

På Columbia Journalism School var jeg en del af et hold på 13 elever på kunst og kultur-linjen
inden for journalistik (Arts & Culture Concentration). Forløbet blev varetaget af professorerne
Alisa Solomon og David Hajdu, der begge er forfattere og journalister. Derudover specialiserede
jeg mig i kulturkritik ved forfatter og journalist, Margo Jefferson, i filmanalyse ved professor og
forfatter Annette Insdorf, i fortællende journalistik ved forfatter og journalist Kevin Coyne, i
graverjournalistik ved Walt Bogdanich og Christopher Drew (begge undersøgende journalister
ved the New York Times) samt i fotojournalistik ved fotograf Alan Chin. Alt sammen på to
semestre.

Rigtig meget af min tid gik med at læse og skrive på min hovedopgave, som skulle afleveres i
april 2017. En del af mit studieår bestod i at dække kulturevents i New York som ”Crossing The
Line Festival” i oktober 2016 og at se, diskutere og anmelde teaterstykker og opsætninger som
”The Skin of Our Teeth” på Theatre for a New Audience eller stykket ”Villa” af Guillermo
Calderón. Derudover sørgede jeg også for at dyrke et netværk og at mødes socialt med andre
studerende.

Det gik smidigt at finde en lejlighed, fordi jeg søgte igennem Columbia University Housing.
Reglerne er, at jo længere væk fra New York en ansøger bor, jo højere bliver ansøgeren placeret
på ansøgningslisten. Jeg fik besked i god tid, inden jeg skulle begynde på studiet om, at jeg
havde fået tildelt en studio-lejlighed med eget køkken og bad på Morningside Drive, syv-otte
minutters gang fra Columbia Journalism School. Det var perfekt, og jeg accepterede tilbuddet.
Efter mit første semester besluttede jeg, at det kunne være spændende at prøve at bo i
Bikubenfondens Academic Guest House, som ligger på 74. street på Upper West Side.
Transporten til Columbia University med subway ville blot være 20 minutter længere, og da jeg
allerede havde lært andre danskere, der boede i huset, at kende i løbet af efteråret, søgte jeg.
Jeg var heldig at få tildelt en plads, der tjente som et fantastisk udgangspunkt for resten af min
studietid i byen.

Et af mine vigtigste råd til kommende Fulbright-studerende er, at skemalægge alle de praktiske
krav, der er en del af et studieophold i New York – og at gøre det i god tid. Få et overblik over,
hvilken dokumentation der er behov for, og få et indtryk af, hvor lang tid den tager at
fremskaffe. Sæt al den viden ind i et skema og fordel det ud på de dage, der er til rådighed.
Regn baglæns, så hvis noget potentielt kan tage flere måneder at få på plads, så gå tidligt i
gang. Tag visumansøgningen for eksempel: Den er afgørende for overhovedet at komme afsted
og er derfor vigtig at få styr på i god tid.

Alt det her kan hjælpe til at få ro på dagene, selv om der er en masse bolde i luften. Det er en
god måde at få tid og overskud til at koncentrere sig om det vigtigste: At forberede sig på
studierne, på nye venner (der er ofte allerede et netværk så småt i gang om foråret inden
studiestart) og på den fantastiske by, som New York er.
Fulbright spillede en afgørende rolle for mig. Den finansielle støtte var én ting, men det var også
en organisation, der konstant var nem at spørge til råds om alt muligt – og så tilbyder Fulbright
(via Grantax) en hjælpende hånd til at lave en amerikansk selvangivelse. Derudover inviterede
Fulbright os til forskellige events i løbet af året, som hjalp os til at knytte nye bånd og åbnede
for endnu flere oplevelser.

Dette år har givet mig en masse inspiration og viden til at dække kunst og kultur-journalistik i
fremtiden for at hjælpe med at ændre denne bevægelse. Jeg vil uden tøven hævde, at jeg i dag
er en mere alsidig og stærkere journalist, fordi jeg har deltaget i undervisningen på Columbia
University, fordi jeg har formået at skabe et stort og stærkt netværk, og fordi jeg har tilegnet
mig en række evner som skribent, der kan hjælpe mig med at producere journalistik efter den
højeste standard.

Bedste hilsner
Christian Erin-Madsen