Print

Cranbrook Academy of Art

Af Alberte Tranberg, Fulbright 2016-2017

Kære fellow Fulbrightere og kommende ansøgere!

Det var ikke i planerne at jeg skulle studere en master i USA, men efter et besøg på Cranbrook Academy of Art, forelskede jeg mig i Michigan og ikke mindst Detroit, og den sociale, liberale kultur omkring akademiet, og et amerika jeg ikke kendte. Jeg kom ind på deres kandidat program, men tøvede med den afgørende beslutning, indtil jeg fik Fulbright opbakning og økonomiske indsprøjtning til at komme af sted. Derfra turde jeg mere, selvom omkostningerne til et fuldt studie i udlandet langt fra var dækket. Legatet betød flere legater, og åbner døre til muligheder i USA. Det kom bag på mig hvor stor prestige og respekt der er for kommissionen, herovre, og hvordan det har bragt mig omkring Staterne og i kontakt med mange forskellige mennesker.

Cranbrook Academy of Art har et inkluderende og fordybende arbejdsmiljø, fordi studerende og professorer bor side om side på skolens område, og har adgang til studier og værksteder døgnet rundt. Skolens Metalsmithing program er vurderet det bedste i hele USA. Som uddannet smed var det et oplagt valg, men der ligger langt mere end et materiale bag afdelingens filosofi. Mit arbejde her er i høj grad et ide-studie og vi snakker om objekter som autonome kroppe, og stiller spørgsmål ved forudfattede opfattelser af hierarkier og konventioner omkring materialer, teknikker og traditioner. Undervisningen er baseret på ugentlige kritikker af vores arbejde og samtaler med mentor og udøvende kunstner Iris Eichenberg. Derudover er der konstant møder og foredrag med besøgende kunstnere, læsegrupper, workshops og studieture for at give os størst mulig kontaktflade til et professionelt liv. Her er masser at se til, og knap tid til hjemve.

Hele min verden blev vendt på hovedet, og mit første semester var overvældende; nyt sprog, nye mennesker, nye omgivelser og karriere retning. Skridtet fra at være smed på et renseanlæg og til at skulle lave uafhaengige ‘ting’ helt for mig selv, var uoverskueligt for en tid. Men selvtilliden og selvstændigheden er kommet tusinde gange igen, og mit udlandsophold fortsætter med at være den bedste mulighed jeg har overgivet mig til. Jeg er derfor glad ved at tage en hel master her, så jeg kan nå at akklimatisere og få fuldt udbytte af programmet. Det var også svært og frustrerende at holde styr på dokumenter og dokumentation ift visa, fulbright, SU osv, i starten, og der er stadig meget jeg ikke forstår og har styr på. Heldigvis er der masser af hjælp at hente bla fra det danske Fulbright kontor, jeg har gjort stor brug af, og er meget taknemmelig over at have haft ved min side. Men det er stadig et stort stykke arbejde og administration.

Alt dette forstærker følelsen af at være rodløs – på midlertidigt ophold, som det jo er. Jeg er ærgerlig over begrænsningen det er at være udvekslingsstuderende; at skulle hjem igen. Jeg er usikker på min fremtid, men har skabt så godt et netværk her, at jeg ser muligheder for et professionelt liv efter endt skolegang. Til gengæld tror jeg at oplevelsen og miljøet vil være gavnligt selvom jeg skal tilbage til Danmark. Ballasten og erfaringen ved at have gjort det her valg kommer til at gavne mig hvorend og hvad end jeg gør efter mit ophold. Jeg føler en større tillid til at være entreprenant for mig selv; jeg har taget chancer og løber risici, men har mødt opbakning og gjort ting jeg ikke troede var muligt. Ting er lykkedes for mig, og det skaber mod til at tage flere chancer. Som jeg ser det er hele denne oplevelse en uddannelse som selvstændig, hvilket er et mål både i virksomhedsøjemed og som individ.

USA kan noget helt specielt. Det handler om individet, og det mærker man i alle aspekter af livet her, på godt og ondt, fordi landet er besat af individer; personaer med en helt speciel fortælling. Samtidig kom det bag på mig hvor undertrykt store dele af befolkningen er, og hvor meget racisme og hvid overlegenhed vi alle er styret af. Kontrasterne er særligt store her, på grænsen mellem Detroit og Bloomfield Hills, men jeg begynder at forstå hvor priviligeret jeg ufortjent er, og hvor ignorante vi også er i Danmark. Så min tur gav meget hurtigt et verdenssyn og helt nyt perspektiv på måden at stille spørgsmål – til alt.

Med Fulbright fik jeg også muligheden for at komme til Houston i december 2016 paa Enrichment Seminar: U.S. Society and Culture: Entrepreneurship and Innovation. Hvor jeg over 4 dage mødte studerende fra hele verden, med lange titler og ubegribelige forskningsemner, der ville redde liv eller udfordre det. Det var endnu en kaempe oplevelse oveni, og vi var forbi NASA Space Center, hjalp til ved Project Row Houses (et artist residency) og deltog i flere talks og workshops. Min tur endte også med en dag i NYC fordi der var snestorm i Detroit, og jeg måtte overnatte og nyde julelys og museer i den store by.

Fulbright Kommissionen har været min største og var min første opbakning til mit projekt. Og med dem i ryggen er jeg blevet taget seriøs i mine videre skridt mod anerkendelse og uddannelse, om det så er i banken, galleriet eller igennem tolden; Fulbright har givet mig nogle succes oplevelser der giver mig mod på mere. Jeg har et lille år igen og indtil videre er min opfattelse af konventionelle definitioner og grænser for alt som fx geografi, koen, kunst og sandhed udvisket, og verden er blevet mere flydende og inkluderende – og jeg er blevet en del af den.

Hvis dette har vakt interesse og du har lyst til at høre mere, kan jeg kontaktes på albertetranberg@gmail.com